Noter fra en opbrudstid

Af Ralf Christensen – Bragt i jubilæumsbogen Hele verden forfra – Dagbladet Information 1993-2018

Da jeg i sin tid skrev et frådende læserbrev til Information, vidste jeg ikke, hvad det var for en tid, vi var på vej ind i. Jeg vidste ikke, at de herskende magtstrukturer i musikindustrien og -journalistikken ville ramle – og blive udskiftet af nogle andre, lige så magtfulde hierarkier. Jeg vidste ikke at vores lyttevaner ville flytte sig fra albummet, som det foretrukne format, til den enkelte sang – dét vi engang kaldte en single (det føles som længe siden). Jeg vidste ikke at rockens sandhedsselvfortælling skulle blive skudt ned. At hiphoppen skulle blive ungdommens og de marginaliseredes foretrukne megafon. Eller at diskussioner om køn, race, seksualitet og ulighed skulle blive afholdt durk i popmusikkens malstrøm.

Læserbrevet blev publiceret den 30. marts 1996 og kom ud af et raseri over dækningen af populærmusikken, som jeg fandt himmelråbende bagstræberisk. Jeg gik i kødet på avisens to ansvarlige anmeldere på fronten, Torben Bille (R.I.P.) og musikredaktøren Klaus Lynggaard. »Det er svært at spore et redaktionelt klarsyn til grund for denne opprioritering af nostalgi og forstening,« skrev jeg og efterlyste en opmærksomhed på den elektroniske musik, som dengang var i en rivende udvikling. »Bille & Lynggaard har indtaget en redaktionel pindsvineposition istedet for at gå i dialog med nutidens musik,« skrev jeg og tilføjede, at de var i færd med at »narre læseren ud i ignorans og kedsommelighed via stadige repetitioner af populærmusikkens fortidige lyksaligheder.« Åh ja, ung og frit flydende var galden dengang.

Den dag i det forsigtige forår 1996 havde jeg ikke ventet at den daværende musikredaktør Klaus Lynggaard kort efter ville ringe til mig og sætte mig i sving med mit professionelle skriveri. Men det gjorde han. Dissens var åbenbart af det gode i hans optik, og i den ånd har både vores indbyrdes relation og vores professionelle virke siden fungeret. Uenighed er af det gode, det er en polyfoni og en rigdom på enhver musikredaktion. Det lærte jeg lige som så meget andet af Lynggaard.

Jeg'et var den første anstødssten i samarbejdet mellem os. Jeg startede mit læserbrev og siden min første musikanmeldelse – af et rave på Louisiana under Kulturby 96 – med ordet »jeg«. Det var ikke noget man skulle rutte med, blev jeg informeret om af den bryske stemme i telefonrøret. Det var Lynggaard, der gav mig en ellers positiv efterkritik. Min egen stemme sneg sig ved den lejlighed som en mus gennem ledningen og ind gennem telefonstikkontakten. Man havde vel respekt for de ældre – trods den futuristiske musiksmag.

Min idé var – dengang (omend knap så formuleret) som nu – at enhver anmelder skriver om sig selv, selv når man forsøger at være allermest objektiv. Som alle andre har anmelderne smag og æstetiske præferencer, og vores fortolkninger, analyser og værdidomme beror på vores fortid – dannelse, viden, personlige sejre og nederlag, hvilke oplevelser der er knyttet til musik og hvad dælen forældrene lyttede til derhjemme. Og de beror på anmelderens nutid – den kulturelle udsigts- og udsigelsesposition, den sociale status, og, ja, helt banalt dagsformen, humøret. Det er et vildnis vi skriver ud igennem.

At skubbe jeg'et foran i teksten for at pege på det uomgængeligt subjektive i enhver musikoplevelse virkede helt naturligt for denne signatur. Det var et særsyn dengang. I dag er det for mange blevet en helt naturlig del af musikanmeldelsen. At gøre opmærksom på at den store objektive autoritet i virkeligheden er en subjektiv autoritet med objektive træk.

Og, nå ja, så er jeg selvfølgelig blevet til en central del af yngre SoMe-anmelderes vokabularium.

Musik er identitet, måske mere end nogen anden kunstform. Hvis filosoffen og queer-teoretikeren Judith Butler har ret, så skal vores identitet vedligeholdes gennem gentagelser. Jeg tror på det. Oplever vi ikke hver dag, at vi gennem vores handlinger genindspiller os selv? At vi bekræfter, at vi er moralske mennesker eller gode forældre eller disciplineret arbejdskraft eller dedikerede borgere? Og genhører vi ikke vores yndlingsmusik igen og igen og igen i samme åndedrag? Mens vi måske læser vores yndlingsbog blot to-tre eller ser vores yndlingsfilm 7-8-9-10-11-12 gange? Musikken gennemsyrer vores liv meget mere vedholdende. Den har været vidne og soundtrack til skelsættende oplevelser i vores liv. Og vi vender tilbage til vores favoritter i noget nær cykliske intervaller.

Musikkritik og musiklytning er – også – en empatisk disciplin. Det er muligheden for at fordybe sig i andre menneskers liv, kulturer, æstetikker, temperamenter, kropligshed. En empatisk tilgang til musik kan gøre dig til et rigere, pluralistisk menneske, der har rejst gennem verden og dens befolkninger i musikken. Vi forstår intuitivt igennem musik, lige som vi også rent intellektuelt kan konstatere kulturelle forskelle og ligheder i takten og tonen.

Tre år efter min entré i Informations spalter gik Napster online i USA. Det var skelsættende. En software, der muliggjorde fildeling mellem to computere, hvilket – parret med udbredelsen af mp3-filen – fik internetpirateriet til at eksplodere. Og musikkulturen til at mutere. Napster blev invalideret i 2001 efter en retssag sat i sving af den magtfulde Recording Industry Association of America, men nye tjenester og teknologier rejste sig og pirateri blev en dagligdags foreteelse for store dele af klodens yngre befolkning.

Da iTunes samme år åbnede kom der et ordentligt legalt alternativ til ulovlighederne. Men det er egentlig først for alvor i disse år med Spotify og andre streamingtjenester, at musikindustrien er kommet sig over deres krise – en udvikling, der i høj grad var selvforskyldt, fordi de fokuserede på at bekæmpe innovationen i stedet for at forsøge at innovere sig til nye brugervenlige tilbud. I mellemtiden er der kommet nye gatekeepers og distributionskanaler – Spotify, YouTube, Apple, Amazon – og lastbilerne med vognlæs af cd'er ud til Fona 2000 og deslige er snart en saga blot.

Allerede med Napster begyndte en ny brugeradfærd, som nu er blevet en norm, nemlig at håndplukke sange i stedet for at lytte til et helt album af gangen. Det er et afgørende skift i vores lyttevaner, som også flytter fokus fra den enkelte kunstner og over mod kulturen. Albummet er kunstnerens lukkede laboratorium, som vi kan få lov at besøge efter at hun eller han har brugt nogle gange årevis på at give os essensen af deres ambitioner. Singlen er en del af et større spektrum, kunstneren må her se sig indlejret på playlister og i alle mulige andre kontekster. Og mange leverer nye enkeltsange med høj frekvens, for at forblive indlejret – i folks bevidsthed.

Med singlens dominans som folkets foretrukne format har vi definitivt forladt rockismens æra i populærmusikken. Rockismen var ideen om at den hvide mands sange om sig selv ledsaget af hans guitar og gerne backet af et band på bas, trommer og guitar, var den sandeste, den mest autentiske form for musik. At her blev noget sandfærdigt, noget ægte formidlet. I modsætning til pop, disco, r&b, diskotekets industrialiserede simili – altså i følge rockismen. Og i dén fortælling var albummet det ypperste udtryk.

Opgøret har været i gang over længere tid og i flere generationer, egentlig med udgangspunkt i musikeren Pete Wylies opfindelse af ordet rockism. Hvilket dog ikke dengang ændrede på den rockiststyrede og diskriminerende tilgang til musik, som i de efterfølgende årtier blev leveret overalt i musikmedier, ikke mindst babyboomer-biblen Rolling Stone, de britiske musiktabloidaviser Melody Maker og New Musical Express samt ikke mindst i de danske dagblade.

Den 31. oktober 2004 blev kampen mod rockisme genoptaget med Kelefa Sannehs efterhånden legendariske debatindlæg The Rap Against Rockism i New York Times. »Rock bands record classic albums, while pop stars create "guilty pleasure" singles,« skrev han. »Could it really be a coincidence that rockist complaints often pit straight white men against the rest of the world? Like the anti-disco backlash of 25 years ago, the current rockist consensus seems to reflect not just an idea of how music should be made but also an idea about who should be making it.«

Det skulle vise sig at være begyndelsen til enden for 67/68-generationens musiksyn som dominerende magtfaktor. Over det sidste årti er de forstenede tilgange til musikken blevet afløst af yngre kræfters mere åbne tilgang, og i dag vejer afroamerikanske popstjerners output lige så tungt i musikmediernes optik som hvide rockgruppers. Hvis ikke tungere.

Forandringen er ikke kommet uden opgør. Jeg tog selv et af slagsen i Informations spalter med de – i mine øjne – regressive musikredaktører på Politiken og Berlingske Tidende, Erik Jensen og Thomas Søie Hansen. Det skete med udgangspunkt i deres vedholdende kritik af Roskilde Festivalen som en snæver fest for et hipt ungdomssegment, hvilket jeg fandt – og finder – vildt misforstået. Ja, en fest for ungdommen, men for mange sub- såvel som popkulturelle varianter af ungdommen. Og endda stadig med en historisk bevidsthed intakt i deres musikprogram.

»Musik kan være så meget mere end underholdning. Og multikulturelle og flerdimensionelle musikfestivaler kan nedlægge ligusterhække i vores hoveder. Vande eftertanken, eksplodere horisonterne, gøde nye fællesskaber, føde tolerance og nå, ja, banke helt uventede former for fest op,« skrev jeg den 17. august 2011 i Information. »Flere skribenters skriverier har ikke længere karakter af saglige angreb på en festival i Roskilde, men af forsvar for egen konservatisme. Og så forekommer det denne signatur, at aviserne svigter deres forpligtelse som fora for åben, saglig kulturel diskussion.«
Debatten blev taget videre af kulturredaktøren på Politiken, Anita Bay Bundegaard, samt i en replik af Informations daværende ditto, Peter Nielsen. Ingen flyttede sig fra deres positioner, men i dag her seks år senere er musikredaktørlandskabet et helt andet. I dansk dagbladspresse sidder nu yngre folk på musikredaktørposterne (jeg er med mine 46 år en af de ældste, hvis ikke den ældste), og man kan både finde intellektualitet og sanselighed, traditionalister og modernister, euforiserende sprogblomster og klart analytisk tale fra de rockistisk og popistisk inklinerede bestyrere af musikstoffet.
Selv tidligere rockistisk indstillede medier omfavner popmusikken og singleformatet som udtryksformer ligeværdige med rockalbummet. Ja, her midt i en mere pluralistisk anlagt tid er rocken trængt i defensiven til fordel for hiphop, moderne r'n'b og EDM (electronic dance music). Musik der udmærker sig ved at kunne produceres af alle og enhver med adgang til en computer fra efter årtusindskiftet. Bare spørg baile funk-producerne i Rio De Janeiros favelaer eller gqom-producerne i townships i Durban, Sydafrika.

Man kan argumentere for at enkeltnummerets karakter af en hurtig fornøjelse i et virvar af kulturelle udbud udfordrer koncentrationsevnen. Albummet er trods alt en fordybelse i et værk på kunstnerens præmisser, mens den enkelte sang må overgive sig til større helheder. Hvilket der så også er en skønhed i, fordi det giver en mere pluralistisk oplevelse af musikkulturen. Det tegner en bevægelse væk fra den romantiske genidyrkelse, ideen om den musikalske mester som en benådet skaber i et vakuum, fri for at stå på skuldrene af fortidens eller samtidens giganter. Hvilket er en absurd antagelse.

Omfavnelsen af poppen er sket i takt med med at den musikjournalistiske branche er ekspanderet og i dag fodrer os med daglige nyheder. Hvilket først og fremmest er interessant, når popmusikere med de sociale mediers udbredelse og den stigende politisering af vores verden ytrer sig om andet end kærlighed og friværdi. Dele af popkulturen er således blevet bærer af store nutidige diskussioner om køn, seksualitet, race og ulighed. Om det er Miley Cyrus' deklarering af at være bærer af et flydende køn eller Beyoncés omfavnelse af feminisme og hendes offentlige hævn over sin utro ægtemand, Jay-Z. Eller det er hiphoppere som A Tribe Called Quest, Run The Jewels, Chance The Rapper, Jay-Z og r&b-dronningen Beyoncé, der skyder med indigneret kritik mod både den strukturelle og meget konkrete racisme og dermed mod uligheden i det amerikanske samfund. Et oprør fra midten.

Man kan så også argumentere for at popismen har sejret helt ad helvede til. At selve musikken er tvunget i baggrunden til fordel for dens omkring liggende omstændigheder – hvilket ironisk nok bringer os tilbage til den rockistiske journalistists biografiske fascination af rockmusikerens mytologi (bare tænk på sex, drugs and rock'n'roll). At den popistiske anmelder helt kan glemme de rent æstetiske overvejelser til fordel for den mening, der gemmer sig i teksten, den tilhørende musikvideo eller popstjernens tweets. Musik skal give mening, og for tiden har den mening forskubbet sig fra det æstetiske til det indholdsmæssige og til ydre omstændigheder.

I min tid på Information har vi også oplevet at bloggeren er blevet en magtfaktor og en kapacitet i sin egen ret på nettet. Det er sket i takt med at en uoverskuelig mængde musik – ikke mindst fortidens – er blevet frit tilgængelig og anmelderne ikke længere har en privilegeret adgang til musik. Bloggerne har lært os, at vi ikke er eksperter inden for meget andet end lige dét, som vi nørdede da vi var unge. Der er altid en blogger med en dybere indsigt i en særlig indviklet og rygradsbrækkende form for polka eller en særlig ubehagelig form for tandpleje forklædt som musik eller bare synthpop fra 80'erne. Bloggerne har vist sig at være en enorm vidensressource med deres vertikale viden dybt i et bestemt emne. Og de nationale mediers musikanmeldere har derigennem fået deres opgave og kompetencer klart formuleret. Vi skal dyrke og mestre den horisontale vidensformidling, bruge vores overblik over musikkulturens mange grupperinger til at sætte det ind i større kontekster. Om de så er æstetiske eller sociologiske eller politiske. Hvordan taler de forskellige musikkulturer med hinanden? Ind i deres samtid? Tilbage i historien? Hvad fortæller det os om at være kunstner i nutiden? Om de strukturer de ånder i? Om at være menneske nu og her?

Musikanmelderne sidder stadig et sted deroppe – ikke i et monopol, ikke i et elfenbenstårn, men på højtliggende udsigtspunkter. I færd med at forsøge at finde hoved og hale i en kultur og en branche, der er blevet omvæltet, restruktureret og vildt accelereret.

Men musikken er den samme, når vi hver især, menneske for menneske, lukker øjnene og koncentrerer os. Musikken er fortsat vores trofaste ledsager igennem livet, vores vidne i alle livsfaser, vores intime ven, der forandrer sig i takt med, at vi som mennesker og dermed lyttere forandrer os. Noget musik bliver med os for evigt, noget bliver pludselig meningsløst, noget giver pludselig mening – måske i lyset af en tragedie eller en stor lykke eller bare vanens slid på vores sarte sjæle. Musikken kan trøste, illuminere, more, bevæge, fornærme, udfordre, udvikle, rykke, groove. Og den kan være budbringer af nye erkendelser, nydelser, kropsligheder, æstetikker – vinkende forude. Der er altid håb.