Nikoline raser mod brug-og-smid-væk – af sko, køer og af hurtig porno

Med rødder i Bosnien og flere uddannelser på cv’et har rapper, komponist, instruktør og tekstforfatter Nikoline været en kontroversiel debattør og ført ophedede diskussioner om alt fra udhuling af velfærdssamfund og demokrati til danskhed og sexisme. I en ny eksplicit musikvideo tordner hun sammen med bl.a. Lars von Trier mod brug-og-smid-væk-kultur – også når det gælder sex

Af Ralf Christensen – bragt i Information 12. juni 2020

Det er ikke hver dag, at man føler sig foranlediget til at researche på pornositet Pornhub til et interview. Eller genopfriske den danske stumfilmstjerne Asta Nielsens arbejde. Og hvem var det nu, Marie Curie var?

Det er så heller ikke hver dag, at man møder én som den 32-årige danske rapper, komponist, tekstforfatter og instruktør. Nikoline Vicic Rasmussen er både uddannet fysiker og konservatorieuddannet guitarist. Som rapper kalder hun sig bare Nikoline.

De sidste fire år har hun rusket i hykleriet og den danske selvfedme, og hun har udluftet den sexistiske dunst med kulørt hudflettende, sjofle og provokerende musikvideoer med titler som »Danskhed«, »Flertallet er dumme« og »Tæsk til alle«.

I 2018 fik hun et offensivt hit med »Sut min klit«. I videoen har Oliver Bjerrehuus fået skrevet luder på overkroppen, og undervejs stikker Peter Aalbæk en mikrofon op mellem benene på Nikoline. Så hun kan tale ud.

Hun laver shock and awe-videoer og leverer frygtløs kritik af alt fra udhuling af velfærdsstat og demokrati over misogyne islamister og kristne til enfoldige feminister og rapmænd. En kamp, hun også tager som debattør i aviser, radio og tv.

Men den spritnye musikvideo »Gourmet« er alligevel bemærkelsesværdig selv i et c.v. som Nikolines.

Udover raptekst og musik har Nikoline også skrevet manuskriptet (sammen med Cecilie Wernberg Dahlhoff) samt instrueret videoen.

Der er seks helt eller delvist nøgne mennesker med i videoen, der foregår i et sortdraperet rum. Ud over Nikoline selv er der en gravid, blond kvinde, en grønhåret kvinde, en blond mand og en dobbeltkønnet person, som har en mørk korthåret, skægget side af hovedet og en blond langhåret og i ansigtet glatbarberet side af hovedet – og et kvindeligt bryst.

Den sjette person er Nikolines idol Lars von Trier. De to står nøgne sammen i en sekvens, mens Nikoline rapper ordene »instruerer som den nye Trier«.

Den nøgne blonde mand og de tre kvinder kysser og gramser hårdt. Den gravide kvinde danser en erotisk cirklende, slangende dans opad manden – inspireret af Asta Nielsens dengang chokerende dans i den danske stumfilmklassiker Afgrunden fra 1910.

Nikoline slikker tilsyneladende en kusse. Og på et tidspunkt ser det ud, som om at den blonde kvinde tager manden i røven med spytvåde fingre. Et par andre gange er der til gengæld slet ingen tvivl om at, der bliver stukket et par fingre ind i kussen, for det foregår i close-up.

Når man ser penetrationen, føler man instinktivt, at der ikke længere er nogen vej tilbage. Man erkender, at man er i en video, hvor der ikke bare rappes og skuespilles om seksualitetens væsen, det realiseres også for øjnene af seeren.

»Der er ikke længere noget at rafle om,« som Nikoline formulerer det i vores samtale.

Man skærer sig på Nikoline

Jeg møder hende på produktionsselskabet ArtOfficial Agency på Christianshavn i hovedstaden, mens hun holder pause fra færdigklipningen – som hun selv for første gang står for – af »Gourmet«.

Hun er smilende, men også kontant og skarp. Hvis der er en omvej i interviewet, hun ikke vil ned ad, så stopper hun op. Er hun uenig i et argument, afviser hun præmissen.

Man skærer sig på Nikoline, på en god måde. Der er rifter i ens verdens- og selvbillede efter et møde med hende. Var der for eksempel alligevel en blind vinkel i den feministiske mandejournalists sexforståelse?

Verden skærer sig også på Nikolines billeder og lyd, hendes musik og tekster. Ikke mindst i »Gourmet«-videoen.

»Succes og kvalitet er omvendt proportionalt,« rapper hun.

»Fuck det! Flertallet vil have McD?!
Fuck det, jeg er gourmet!«

Under samtalen står det hurtigt klart, at gourmetbegrebet er tænkt langt hinsides mad. Og at hun mener, at det generelt kniber med kvalitetsbevidstheden her til lands.

»Der er måske ikke så mange, der tør sige det, men Danmark er jo småborgere og grødbønder. Vores bedst sælgende tøjmærke er Føtex, og vores mest læste bog er Ikea-kataloget,« mener Nikoline.

Hun peger på sine dybrøde lædersko.

»De er håndsyede. Jeg har ikke brug for nogen andre de næste 20 år.«

Nikoline rapper mod brug-og-smid-væk som livsfilosofi og industrialisering som livsmetode. Om det så er i form af bøffer fra køer, der aldrig har set græs, eller om det er Tinders samlebåndssex.

»Swipe, swipe, swipe. Det der med: ’Jeg har kneppet over 2000 kvinder.’ Okay, måske havde det været mere imponerende, at du havde kneppet som en Brahms-symfoni. Dét havde været amazing.«

Vulkanisk magtfuld

»Gourmets« sexscener insisterer også på noget andet end overfladisk lir – på menneskelig sanselighed, subjektiv nydelse, egentlige relationer. Og det er ikke et show for det traditionelle, mandlige blik – dét, der er så overrepræsenteret på Pornhub.

»Lige nu storforbruger vi quick fix-porno, der har samme effekt som at fortære en citronmåne. Det efterlader dig med en tom kvalme. Så det har jeg lavet et alternativ til. Jeg udfolder en flydende seksualitet.«

Samtidig er hendes arbejde ikke en tour de udskamning eller en kønskamp.

»I en kønskamp kan der ikke komme ligestilling, det ligger jo ligesom i ordet. Der skal være en vinder. #MeToo og feminisme-debatten er sat op som en arrogant ikkelydhør kønskamp i stedet for et ligestillingsfokus.«

På »Sut min klit« fra 2018 trækker Nikoline videnskaben ind som sandhedsvidne.

»Adam kom ikk’ før Eva, det gjorde bakterien,« rapper hun.

Det var ikke en ribbensknogle fra Adam, der skabte basis for skabelsen af kvinden. Det var bakterien, der dannede basis for energien i cellerne hos både kvinde og mand. Samtidig. Så er det på plads.

I »Gourmet«-videoen ønsker hun også at vise, at det maskuline og feminine er i os alle sammen, og at det er en dynamik, der hele tiden vekselvirker i os.

De medvirkende i »Gourmet« har fået tildelt roller fra et tværmytologisk/panreligiøst persongalleri. Aphrodite (Sara Hjort Ditlevsen), Adonis (Mathias Broe), Valkyrie (Nikoline), Nymph (Sara Helling) og Ardhanarishvara (Tinus De Shunard), den androgyne og todelte hindugud, der rummer både ødelæggeren Shiva og kærlighedsgudinden Parvati.

Hun læser op fra sin laptop af de omfangsrige noter, hun har skrevet til skuespillerne.

»Her er en til Aphrodite: ’Du er urkraft, altings moder, vulkanisk magtfuld, frugtbarhedsgudinde, får jorden til at skælve.’ ’Frådende leopardblik; du danser for din nydelse’. Og en til Adonis: ’Øm, hengiven, pain-slash-pleasure, inderlig, orgasme, maskulin, feminin’ ’ekstase, helt væk i blikket, ømhed, tårer’.«

Det var vigtigt for hende, at alle medvirkende var investerede i projektet, så der blev holdt såkaldte kemimøder, og der blev lavet en række øvelser, der skulle skabe en fri atmosfære og kropslighed.

»Det var helt klart noget af det mest udfordrende for mig som instruktør.«

Barn i borgerkrigen

Nikoline Vicic Rasmussen er født i Roskilde den 25. januar 1987. Fra hun var to måneder, til hun var to et halvt år, boede hun hos sin mormor og morfar i Bosnien, hvor hendes mor besøgte hende, indtil hun kom tilbage til Danmark.

»Jeg elskede det, det var meget bedre end vuggestue, det er jeg helt sikker på. Jeg følte mig meget elsket.«

Hun er enebarn og kommer ud af en ortodoks serbisk og katolsk kroatisk familie. Blandingen var ikke et problem. Indtil den blev det.

I 1991 brød borgerkrigen i Jugoslavien ud, og i 1995, da Nikoline var otte, tog hun sammen med sin mor derned for at komme bedsteforældrene til undsætning.

»Min mor og mormor og morfar har sidenhen syntes, at det var fuldstændig vanvittigt og dumt. For mig er det bare en af de vigtigste oplevelser i mit liv,« fortæller hun.

»Min mormor og morfar var udsat for flere drabsforsøg, det var bare rædselsfuldt. Så det var rigtig vigtigt, at vi kom derned. I perioder manglede der strøm og vand, mens vi var der. Og som otteårig oplevede jeg serbiske soldater med maskingeværer, der lige trak min mor væk, fordi vi havde dansk pas ... Og så var jeg bare sådan: ’Okay, nu er jeg nødt til at være tapper lige meget hvad. Fortsætte og finde min mormor og morfar.’ Altså, jeg fandt en følelse af tapperhed. Det var smukt og stærkt og hårdt.«

Moderen fik bestukket soldaterne, og de nåede frem og kunne hjælpe moralsk, økonomisk, praktisk. Bedsteforældrene slap ikke ud af landet, men de overlevede. Nikoline og hendes mor tog den sidste bus ud af Bosnien-Hercegovina dengang i 1995 og blev først genforenet med bedsteforældrene, da de kom til Danmark ti år senere.

Kunst for stor til A4

De voksne, der omgav hende, talte altid ligeværdigt til hende. Og med sin mor, så hun tidligt ganske voldsomme film. Som femårig så hun Disneys Bambi, som seksårig Schindlers liste, som niårig Tarantinos Pulp Fiction og som 13-årig von Triers Dancer in the Dark.

»Selv om jeg virkelig har følt mig passet på, så synes jeg, at det har været på en måde, som ikke har malet verden lyserød. Der er ikke blevet lagt filter over virkeligheden,« siger hun.

– I børneopdragelse passer man ellers på børns uskyld. En langsom indføring i livets barske realiteter...

»Ja, sådan noget med at vise verden, som den burde være. Men det sjove er, at jeg er blevet vildt idealistisk – samtidig med at mine veninder fortæller, at de var virkeligt bange for alt muligt i deres opvækst. Jeg har ikke været bange, selv om jeg har set og oplevet alt det her – der har ikke været den der vatindpakning.«

Men oplevelserne satte sig.

Hun kunne mærke, at hun var kunster, da hun var fem, fortæller hun. Det var i børnehaven i 4040 Jyllinge. Hun havde brug for at udtrykke noget, der var større end det A4-papir, hun sad med.

»Pædagogerne ville ikke udlevere noget større. Så var det ikke noget med at tude, det var bare sådan: ’Jeg er nødt til at lave det, jeg er nødt til at have et større papir’. Og så til sidst fik jeg det, og så malede jeg krigen i Eksjugoslavien. Og der var nogle runde klatter og nogle huse.«

En af pædagogerne kom hen og så på tegningen:

»Men skyerne er jo blå.«

Den lille Nikoline svarede:

»Det er bomber.«

Smurt ind i flæskesteg

Den voksne Nikoline bragede ind i populærkulturen med musikvideoen »Flertallet er dumme« i 2017, hvor hun tordnede mod salget af DONG-aktier, New Public Management, vækstideologi, Panama-papirernes indhold.

Det bragte hende i både mod- og medvind, da hun i videoen skød med AK47-maskingevær mod skydeskiver med billeder af danske politikere som Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen.

Menneskerettighedsadvokater bakkede op om hende. Med held. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti opfordrede politiet til at gå ind i sagen. Uden held.

Nikoline laver offensive sange og kulørte videoer, der formulerer vrede i klare vendinger og paraderer et overvældende bevismateriale af eksempler.

»Hver gang ’Too Big To Fail’ går fallit,« rapper hun på »Svesken på disken.«

»Betaler kollektivet deres deficit
Og du kan ikk melde dig ud. Der er ikk’ noget exit.«

Det er sange med buldrende udråbstegn, men også med kompleksiteter og paradokser. Tag bare den demokratiske forbistring, der ligger i ordene om, at »Flertallet synes at flertallet er dumme.« At vi ikke taler sammen længere på tværs af politiske skel.

I 2018 modtog hun den nyindstiftede Agnes Henningsen-pris for sin modige og kompromisløse tilgang til politiske, ikke mindst seksual- og kønspolitiske problemer.

I 2019 leverede hun den hyggeligt rytmiske og roligt kritiske »Danskhed«, hvor der både er højt belagt smørrebrød og en blackfaced Lille Per, Højskolesangbogen og en flæskesteg. Den smører Nikoline sig ind i, mens hun kritiserer udhulningen af velfærdsstaten.

»Taberne, dem kan vi ikke li’ mere
Nu kalder vi dem nassere, de er kun til besvær
Før var samfundets udskud folkekære
Olsen Banden elsket af alle og enhver
Midt Om Natten, Bænken og alle dem der
Nu er den amerikanske drøm kommet her.«

Det her er ikke bare kulørt underholdning.

»Buk jer i støvet. Jeg’ ikke kommet for at lave cirkus og brød,« som det lyder i »Gourmet«.

Filosofi og radiosymfonier

Allerede i skolen var hun enspænder. Hun havde svært ved at relatere til klassekammeraterne.

»De mobbede mig, fordi jeg fik dem til at føle sig dumme og ikke fulgte flokken,« siger hun.

Hendes hang til filosofi og radiosymfonier hjalp heller ikke. Efter 7. klasse overvejede man at flytte hende op i 9. klasse. Hun takkede nej.

I dag er Nikoline cand.scient. i fysik fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Det er her, pioneren inden for forskning i radioaktivitet, Marie Curie (1867-1934), kommer ind i billedet.

»Så længe I sætter Cardi B (rapper, red.) over Marie Curie / Spænder ben for hinanden i jalousi / Kommer I aldrig til at bli’e lige,« rapper hun til dem, hun kalder discountfeminister på »Sut min klit«. Så længe kvinder ikke har styr på deres stolte historie – også inden for videnskab – og i øvrigt slås indbyrdes, så bliver der aldrig ligestilling.

Hun er også cand.musicae. Altså har hun en kandidatgrad i musik fra Syddansk Musikkonservatorium og Royal College of Music i London, hvor hun især faldt for afrocubansk atonal og fritonal musik.

Ingen af stederne gled hun i ét med tapetet. Rollen som det sorte får har altid passet hende.

»I frokostpauserne på universitetet og konservatoriet syntes jeg, at det var helt ulideligt, at de kun snakkede om fysik eller hørelære, så jeg crashede filosofi- og psykologi-studierne for at få noget mere alsidigt input. Noget reel mangfoldighed.«

– Hvad tænkte du, at du skulle bruge de to uddannelser til?

»Ingenting.«

Men i dag bliver uddannelserne alligevel brugt. Der ligger akademisk betonet research bag teksterne, og de musikalske skills bliver brugt i hendes kompositioner og produktioner.

I det hele taget er hun noget af et D.I.Y.-renæssancemenneske. Hun er ikke på noget pladeselskab, og hun producerer og instruerer også selv sine musikvideoer.

Lyser verden op med mørke

Hendes idoler var og er forfattere som Franz Kafka, George Orwell og Lars von Trier.

»Alle dem før mig, som har lyst verden op med deres mørke. Dem, som tør og ikke kan lade være med at udtrykke det nødvendige og det upopulære. Uanset modvind og samtidens misopfattelser af dem. Det har fra start af føltes som mine tætteste venner. Dem kunne jeg relatere til. Det var dem, der viste, at nogle kampe er vigtige, også selv om du ikke kan vinde dem.«

– Hvorfor er de vigtige?

»Prøv og hør her ... Mørket ... I sidste ende er ingenting vigtigt. I sidste ende er vi her kort tid, og så er det hele lige meget.«

Og så beskriver hun det mørke, hun oplever. At Orwells overvågningsdystopi i 1984 er blevet realiseret. Og at The Matrix’ fortælling om de kunstige intelligensers magtovertagelse er inden for rækkevidde.

– Får det mørke dig nogle gange til at stoppe op eller miste troen eller tabe kampgejsten?

»Helt sikkert. Mørket er noget, jeg kæmper med. Og det er også årsagen til, at jeg laver det, jeg laver. Samtidig er det livets præmis. Alting er yin-yang. Og det er også det, der er sindssygt frustrerende ved teknologisk udvikling og fysikere, at de hele tiden er overbevist om, at ’det næste løser alle problemer’. Det er så dumt. Vi havde den kemiske revolution. ’Plastik, det er jo smart! Det nedbrydes ekstremt langsomt, så du har noget, der er virkelig holdbart.’ Og så ender det med, at der er mere plastikaffald i havene end fisk. Løsningen er også hele tiden problemet. Så jeg har ikke på noget tidspunkt i mit liv haft den illusion, at du kunne splitte det ad.«

– Alligevel kæmper du videre med overbevisning? 

»Ja, men det er jo ikke en kamp om at overbevise andre. Det er jo noget eksistentielt. Det er et ’her er jeg, sådan er verden, det er sådan, jeg ser den’. ’I was here’. Jeg råber op om det vanvid, jeg ser. Vi har opbygget et samfund, som ligger i respirator, og så fortsætter vi bare alligevel. For vi sætter de systemer, vi har konstrueret ind over den reelle virkelighed. Vi lukker øjne og ører for virkeligheden i stedet for at lave vores formler om. Men det er jo faktisk ikke så svært at gøre oprør imod.«

– Hvordan er det nemt, synes du?

Hun løfter et enkelt øjenbryn og smiler. Det ligner en udfordring.

»Du kan bare lade være. Du er ikke tvunget til det. Du kan lade være med at swipe dit kreditkort. Du kan være ligeglad med, om naboen har en større bil.«.